|
Ved
frokostbordet en sommerdag for ganske nyligt, hældte jeg lidt malurt i
bægeret på min arbejdsplads.
Snakken
faldt omkring brugen af sprøjtemidler i det konventionelle landbrug, hvor
hovedparten omkring bordet slet ikke var klar over at landbruget anvende
sprøjtegifte i det omfang de gør.
Så jeg benyttede lejligheden til at føre mig lidt frem
og tog lidt af fornøjelsen ved dagens højdepunkt - frokosten - ved at
fortælle dem, med et glimt i øjet - men alligevel, at de nye kartofler
de netop sad og spiste højst sandsynligt var sprøjtet op til flere gange
i væksten, og bl.a. med round-up kort tid inden høsten for at fremkalde
en tvangsmodning. Dertil kunne de fordøje, at det brød der blev serveret
til kartoflerne også var sprøjtet flere gange og behandlet med stråforkortningsmiddel,
som gerne må serveres for mennesker - men ikke for søer (menneskets nære
artsfælle.) da det påvirker grisenes forplantningsevner og giver dødfødte
og syge smågrise. Sidst men ikke mindst skulle de da også lige vide, som
afrunding på det hele, at de æbler de om lidt ville afslutte måltidet
med - var sprøjtet i et omfang, som de ville kunne opsnuse ved at dampe
det i en kasserolle og dernæst sætte næsen til afkoget.
Men
alt det ved du, kære læser, jo godt!
I
dette juni nummer kan du finde et referat fra grøntsags-turen til Sydhavsøerne,
arrangeret og refereret af Freya Grossmann, foruden lidt information fra
den miljø- og etisk bevidste andelskasse Merkur Bank som foreningen har
brugt siden starten i 1998. Til slut en kalender-oversigt med kommende
arrangementer i sensommeren, bl.a. en vildt spændende Jyllandstur den
12.-13. september, hvor vi skal se på Den Økologiske Skole i Djursland,
Friland, Forsknings Centeret for Økologisk Jordbrug (FØJO) i Foulum og
høre om bæredygtig skovdrift på Barritskov ved Juelsminde.
Rigtig
god sommer.
Birgitte Wendelboe
Indhold
1. Grønsagstur til Sydhavsøerne i Kristi
Himmelfarts dagene
2. En bank kan godt være grøn og politisk korrekt
3. Kalenderen
Af cand.agro. Freya Grossmann
Kristi Himmelfartsdag var vi 12 personer
der var på besøg hos David Quaife på Nordfalster. Turen var i samarbejde
mellem Økologisk Forum og Økologisk Ungdom, og der var også en del nye
ansigter med på turen. Som lovet var vejret med os og solen skinnede fra
en næsten skyfri himmel!
Fire af os var taget afsted dagen i
forvejen, og nåede da lige at få en mindre (og større) kæp i øret og danset
discodans i ”Lundhøje Ungdomsdisco” til kulørte lamper og discokugle…
David han driver et mindre hobbylandbrug
med alsidige grøntsager og frugter og et mindre hold gæs. Han er opvokset
i England, men har efterhånden boet mere end 20 år i Danmark. Han er ikke
landmand i traditionel forstand, men er ivrig efter at eksperimentere
og prøve nye ting på sin jord, der er gammel mosebund omgivet af skov
og krat.
Hans ivrige eksperimenteren præger hans
liv både udendørs og indendørs, hvor han efter sigende har eksperimenter
i alle vindueskarme, på natbordet osv., for at kunne følge deres udvikling
fra han slår øjnene op om morgenen. Af hensyn til konen har han nu været
nødt til at flytte eksperimenterne ud i et nyopført drivhus.
David eksperimenterer meget med ældre
sorter, frø han udveksler med andre gennem Frøsamlerne, som kan kontaktes
på nedenstående adresse:
Lila Towle
Drøwten 9
8830 Tjele
Frøsamlerne er en landsdækkende forening, der gennem
indsamling, afprøvning og udveksling af frø og planter, arbejder for at
bevare den genetiske og kulturelle arv indenfor havebrug. De forsøger
at finde gamle planter og sorter - især af køkkenurter og krydderurter
- og udbrede kendskabet til dem. De afprøver også mange "nyere"
køkkenurter, især de, der er traditionelle i andre lande, og som ikke
er hybrider og derfor evt. kan føres videre af danske frøsamlere.
Efter David Quaife styrker denne form
for økologi både smagsoplevelsen og biodiversiteten, og han har blandt
andet chokolademynte i sin urtehave og hvide tomater i sit drivhus, hvis
opførsel også har afstedkommet en ordre på nogle tusinde krydderurter
til et lokalt abonnementssalg.
Han har flere gange inviteret den nærliggende
Næsgaard Agerbrugsskole til en rundvisning, men de har indtil videre ikke
reageret på henvendelsen…
Efter køb af lidt tomatplanter og artiskokker
til haver og drivhuse satte vi kurs mod stranden, hvor vi indtog en dejlig
frokost med friske sprøde asparges fra Davids gartneri.
Alle
er velkomne igen.
til
toppen
2. En bank kan godt være grøn og politisk korrekt
Af
Nina Høst-Madsen
Kun få tænker i holdninger, når de vælger bank. Merkur er
et eksempel på et pengeinstitut, der støtter en bæredygtig udvikling gennem
lån til grønne og sociale formål. Virksomheden offentliggør hvilke projekter,
der har fået lån og dokumenterer dermed, at der er handling bag ordene.
Kunderne i pengeinstituttet danner den økonomiske basis for udlånene.
Det er de unge i København, der går forrest og vælger et grønt og socialt
pengeinstitut.
Økologiske gulerødder, Tusindfryd vaskepulver og Max Havelaar
kaffe bliver rask væk væltet ned i indkøbskurven. Varerne er valgt blandt
andre varer på hylden selv om de oven i købet er dyrere. Det er den såkaldte
politisk forbruger, der er på spil. Men allerede henne ved kassen hales
et Dankort frem fra en bank uden et særligt politisk korrekt image. For
når det kommer til valg af bankforbindelse, er det stadig ret ualmindeligt
at tænke i holdninger.
Et eksempel på forbrugere, der har en
holdning til deres valg af bankforbindelse, er kunderne i Merkur, Den
Almennyttige Andelskasse. Over 8000 kunder har valgt en bankforbindelse,
der arbejder med at støtte økologiske, sociale og kulturelle projekter
og som samtidig fungerer som et pengeinstitut for private.
Se hvad pengene bliver lånt ud til
Merkur er en andelskasse og adskiller
sig fra andre banker blandt andet gennem sine udlån til erhverv. 8 ud
af 10 kroner bliver lånt ud til projekter indenfor det økologiske, sociale
og kulturelle område. Resten bliver lånt ud til private formål. Modsat
andre banker bliver udlånene til erhvervsformål offentlig gjort via Merkurs
hjemmeside. På den måde kan kunder og andre interesserede se, hvad pengene
bliver brugt til og om pengeinstituttet virkeligt er grønt og socialt.
Ærøs Vedvarende Energi Fond, Barritskov Gods, der huser abonnementvirksomheden
”Årstiderne” og Lundby Efterskole er eksempler på projekter, der har modtaget
lån i 2002.
Græsrødder bag Merkur
Græsrødder, der dannede deres egen spareforening tilbage
i 1982 for at finansiere en biodynamisk gårdbutik, blev startskuddet på
Merkur. I dag er det over 450 mio. kr., der skifter hænder mellem kunder
og bæredygtige projekter. Andelskassen har fået så stor en egenkapital,
at den sagtens kunne vælge at kalde sig for en ”bank”. Foreløbig er det
kundernes indlån og køb af andele, der danner den økonomiske basis for
virksomheden. Hvert år afholdes en generalforsamling for alle andelshavere,
hvor der vælges et repræsentantskab og medlemmer til bestyrelsen. Pengeinstituttet
spekulerer ikke og har heller ingen aktionærer, der presser på for på
kort sigt at få et højt afkast.
Byboer vælger grøn bank
Gennem
de sidste par år har Merkur oplevet én af branchens højeste vækstrater.
Væksten er på ca. 20 % årligt. Det er en vækst, der fortrinsvis er sket
gennem en kundetilgang af unge i København. De har valgt at skifte storbankernes
ejendomsmægler-blå Dankort ud med det specielle lyserøde Merkur Dankort.
Eksempler på såkaldte specielle banker
og investeringsforeninger er:
Banco Invest, www.banco.dk
J.A.K Andelskasserne, www.jak.dk
Merkur, Den Almennyttige Andelskasse, www.merkurbank.dk
Oikos Andelskasse, www.oikos.dk
Se også www.inaise.org
til
toppen
3. Kalenderen
August:
Frøsamlerne
inviterer: Søndag den 10. august fra klokken 10-17: Den økologiske
Haves markedsdag. Kl. 14-15: Foredrag ved
Neil Munro: "Ryton Organic Gardens and Its work to save historic
Vegetable Varieties".
Neil Munro, som leder af "Heritage Seed Library"
på Ryton Organis Gardens, kommer til markedet i forbindelse med foreningen
Frøsamlernes årsmøde i Odder. Neil Munro står for registrering og bevaring
af gamle sorter i Englands største økologiske besøgshave Ryton Organic
Gardens. Det er den have, der i sin tid gav Landsforeningen Praktisk Økologi
inspiration til oprettelsen af Den økologiske Have. Neil Munro vil på
markedet vise lysbilleder fra Ryton Organic Gardens og fortælle om sit
arbejde med opretttelse af græsrodsgenbanker for køkkenurter og andre
haveplanter. Lila Towle, der er formand for Frøsamlerne i Danmark, vil
assistere ham og fortælle om det danske arbejde med græsrodsgenbanker.
Foredraget foregår på engelsk.
Entré er 35 kr for voksne (13 år og opefter), børn: 5 kr. (gratis for
0-4-årige). Ønskes deltagelse i aftensmad(chili con/sin carne) klokken
17.15-19 bestilles på tlf. 8654 5400. Adressen på haven er: Rørthvej 132,
Odder.
September:
Økologisk Forum inviterer: Jyllandstur fredag
og lørdag den 12. og 13. september 2003.
Turen
går til Jylland for at besøge Den Økologiske Skole i Djursland fredag
aften hvor vi rundvises og overnatter, rundvisning på Friland (økologiske
selvbyggere) på Djursland lørdag formiddag, derefter besøger vi Forsknings
Centeret for Økologisk Jordbrug (FØJO) i Foulum, hvor vi spiser frokost
og til sidst kører vi sydpå for at høre om bæredygtig skovdrift på Barritskov
ved Juelsminde og se på økologiske juletræer, hvor vi også spiser aftensmad.
Hjemkomst lørdag aften sent.
Program Jyllandstur
Fredag
den 12. september
16.30 Afgang
Kbh.
19.00 Ankomst
Den Økologiske Landbrugsskole Kalø, middag og aftensarrangement
Lørdag den 13. september
Pris følger ultimo august sammen med endeligt program,
da der kan komme små-justeringer.
Næste medlemsorientering:
Hvis
du har noget du gerne vil have med i næste medlemsorientering, der udkommer
i september, skal du sende det på mail til: agb@kvl.dk senest
den 15. september 2003.
til
toppen
|