Besøg vores sponser !



Medlemsorientering marts 2000



Økologisk Forum venter nu med længsel på foråret !

Siden sidste medlemsorientering (31. januar) har der i Økologisk Forum ikke været den store aktivitet – man kunne næsten kalde det vinterdvale. Men det rådes der bod på i det kommende forår, som står på spring. Der er således flere arrangementer, der i løbet af de kommende måneder vil blive afholdt. Der vil være udflugter til gårde i Nordsjælland og på Fejø, ligesom der er arrangeret debat-aftener og foredrag på Landbohøjskolen. Se de følgende sider for uddybende beskrivelse.

Foreningens arrangement om økologiske og konventionelle svin den 22. februar udviklede sig til en grundig og oplysende debat om udvidelsen af svineproduktionen på Esrumgaard, som vi i næste måned skal besøge.

Vi har fortsat korrespondance med JAF angående vores økonomiske støtte derfra. Økologisk Forum har skrevet et brev til JAF, og vi venter således spændt på svar. Men bare rolig – Økologisk Forum vil bestå, selvom den økonomiske støtte skulle mindskes. Vi har jo mange gode initiativer på programmet, som ville være en skam ikke at føre ud i livet.

Vi går et år i møde med mange spændende større arrangementer om økologi. Bl.a. kan nævnes ØkoTræf2000 i Roskilde, miljøudstilling i Øksnehallen og Økologi-Kongres 2000 i Brædstrup samt mange flere. Arrangementerne er beskrevet i forrige medlemsorientering samt på Øko-Nets hjemmeside www.eco-net.dk Vi vil opfordre medlemmerne til også at deltage i disse arrangementer, selvom de ikke er i Økologisk Forum-regi.

I sidste medlemsorientering var der en liste over emner, der kunne være interessante som arrangementer i Økologisk Forum. Vi opfordrer alle medlemmer til at tage kontakt til kontaktpersonerne, hvis der ønskes en debat omkring et emne, eller hvis der er ønske om gårdbesøg. I er ligeledes meget velkomne til selv at komme med forslag til arrangementer. I Økologisk Forum er det altså meget nemt at få ført sine idéer ud i livet – du kommer med en god idé, og vi hjælpes med at få det hele til at fungere.

Endnu engang vil vi opfordre folk til at komme med en tilbagemelding på, om medlemsorientering ønskes på e-mail (hvilket er lettere, billigere og ressource-besparende).

På snarligt gensyn i Økologisk Forum

Lise Christiansen og Hanne W. Carlsen

Indhold:

1: Præsentation af næste arrangementer
2: Referat af medlemsmøde den 22. februar 2000
3: Kalender

Kommende aktiviteter i Økologisk Forum

Foredrag og diskussion:
Onsdag den 29. marts kl. 19.00 i mødelokale 1 (v. Gimle) på KVL er Økologisk Forum arrangør for et foredrag v. Eskild Tjalve om: "Livet og intelligens bag plantens ydre form".

Kort fortalt vil foredraget omhandle følgende: Det er et grundprincip, når man kender til den åndelige verden, at alt fysisk liv er et ydre udtryk for højere former for liv og intelligens. Foredraget handler om hvordan planternes "indre liv" kan opleves og kontaktes, og hvordan dette åbenbarer en forunderlig verden. Det indre liv kan sanses med "højere indre sanser", og en kommunikation kan finde sted, - en kommunikation, der kan indebære dels at man kan få konkret information og vejledning vedrørende en specifik plante, og dels et direkte samarbejde, der er til gavn for plantens vækst. Dette åbner vide muligheder for økologisk dyrkning i fremtiden. Foredraget er baseret på konkrete oplevelser.

Gårdbesøg og diskussion:
Økologisk Forum besøger Esrumgaard i Nordsjælland den 3. april kl. 18.00.
Bedriften er på 328 ha og har en svineproduktion, der baseres på 370 årssøer, med et årligt salg på 9.700 smågrise. Carl Bruun ønsker at opfede smågrisene og dermed udvide sin bedrift. Der er der søgt om tilladelse og det kræver et regionplantillæg med VVM-redegørelse og en miljøgodkendelse. Dette kan hentes på www.frederiksborgamt.dk under miljø. Der vil være mulighed for at se bedriften og få en snak om svineproduktion. Vi vil forsøge at koordinere transporten. Alle er velkomne, men der er begrænset deltagerantal.

Økologisk og konventionel svineproduktion

Referat af møde den 22. februar 2000. Medlemsmødet omhandlede diskussion af økologisk og konventionel svineproduktion.

Til mødet var Niels Tvedegaard inviteret for at fortælle om økonomiske betragtninger i forbindelse med omlægning til økologisk svineproduktion. Niels Tvedegaard er ansat på Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut i Valby, hvor han udelukkende arbejder med økologi . Niels fortalte, at det var gennem kurset økologisk jordbrug på KVL, at han fik interesse for økologi og at han siden lavede speciale i emnet økologisk svineproduktion. Endvidere fuldendte han "succeshistorien" ved at fortælle, at hans forældre som har en i gård i Jylland faktisk fra i år omlægger deres bedrift til økologi.

Nogle af de problemer der er i forbindelse med omlægning til økologisk svineproduktion er:

  • Økologisk proteinfoder
  • Kornandel i foderblandinger
  • Lille belægning ved selvforsyning med foder (ca. 0,6 DE/ha)
  • Udvaskning af kvælstof fra grisenes udearealer

Endvidere er svineproduktion inden for de senere år ikke speciel rentabel i hvert fald set i forhold til at svinenoteringen går ned og kornpriser (foderpriser) er stigende.

Økologisk jordbrugsproduktion er under forandring og der er bl.a. en ny bekendtgørelse samt vejledning på vej. I denne bekendtgørelse er der regler om mere plads dvs. større udearealer som ikke er overdækket, og dette gør, at en udvidelse af staldsystemer eller nybygning er nødvendig for svineproducenterne.

Niels illustrerede 2 cases vedrørende en egnet og en uegnet bedrift med henblik på omlægning til økologisk svineproduktion. Det viste sig, at for at det var rentabelt at have en svineproduktion var dyretætheden eller antal DE/ha en meget væsentlig faktor, og at en dyretæthed på 0,6 DE/ha viste sig, at være den mest fordelagtige eller rentable. Dette er selvfølgelig med forudsætninger som ombygning af stalde mm.

Generelt var det Niels' vurdering, at det er svært at få en meget rentabel forretning hvis den hedder økologisk svineproduktion, og en 100% omlægning af svineproduktionen i DK er alt for dyrt i hvert fald når der tænkes på en omlægning af de meget store produktionsapparater, som svineproducenterne i DK har.

Endvidere blev der diskuteret Bent Hindrups klimatelte, sygdomstryk, parasitter i forskellige staldsystemer samt ved udendørs dyrehold, smågrise dødelighed, 'moderegenskabernes forsvinden' ved fremavl af svin i dag osv. osv. osv. – diskussionen var livlig.

Som forberedelse til medlemsmødet d. 3. april, hvor vi skal på besøg på en svinebedrift, fortalte Kim Holm Boesen som for nyligt er ansat i Plantedirektoratet, om den pågældende bedrift som ligger i Frederiksborg Amt.

For tiden er der en sag kørende med den pågældende bedrift – Esrum gård og Kim fremlagde sagen. Det drejer sig om udvidelse af Esrumgård fra 250 DE til 497 DE (??) – det er en 'svinefarm'. Gården ligger ned til Esrum sø og på baggrund af forskellige natur/miljø interesser har man fra borgernes side ikke ønsket, at der skal ske en sådan udvidelse. Amtet har imidlertid bedt Esrumgårds ejer om at få foretaget en VVM (vurderinger af virkninger på miljøet) redegørelse, hvilket er foretaget af Skovgaard Agroconsult, hvilke siger, at udvidelsen er i orden. Det er nu denne afgørelse der forsøges ændret, bl.a. fordi VVM-redegørelsen skønnes, at være for dårligt udformet og pga. interesser som fiskeri, naturbeskyttelse mm. i området.

Til dette indlæg diskuterede vi bl.a. problematikken omkring VVM-redegørelser hvis de ikke går ind og stiller de krav der er nødvendige i forhold til beskyttelse af bl.a. fiskeri, naturbeskyttelse mv.

Vi blev enige om, at det var gode oplysninger til vores besøg på Esrumgård og at det en god måde at forberede et sådant besøg på.

Referent: Kitt Bell Andersen

Kalender for Økologisk Forum

Kalenderen er foreløbig !

Marts
Onsdag den 29. marts 2000 kl. 19.00 i mødelokale 1 (v. Gimle) på KVL er Økologisk Forum arrangør for et foredrag v. Eskild Tjalve om: "Livet og intelligens bag plantens ydre form".

April
Mandag den 3. april 2000 besøger Økologisk Forum Esrumgaard i Nordsjælland kl. 18.00.

Maj
Fredag den 26. maj fra ca. 16-18 besøger vi for første gang i år Hegnstrup i Slangerup (økologisk produktion). Gårdbutikken er åben.

Juni
Weekendtur til Fejø den17. og 18. juni 2000:
Økologisk produktion og frugtplantager/-haver. Nogle af frugtplantagerne benytter sig af høns som skadedyrs- og sygdomsbekæmpere. Overnatning på Lolland hos Frejas far. Program og tilmelding i et senere medlemsorientering.

Medlemsorientering: Hvis du har noget du gerne vil have med i næste medlemsorientering, der udkommer sidst i maj, skal du sende det på mail til: lich@sol.dk senest den 15. maj 2000.