Besøg vores sponser !

Medlemsorientering - August 2006



 




I dette nummer af medlemsorientering kan du fange indtryk fra Økologikonferencen i maj, debatarrangementet om potentialet for dyrkning af medicinalplanter i Danmark og besøget til Orø Urtehave. Du kan endvidere finde en introduktion til Økologiugen i uge 35, weekendtur til Strynø Kalv i september og besøg på Det Europæiske Miljøargentur til oktober. Nye spændende arrangementer J

 

Økologisk supermarked i København

Nu kan 2. generations økologer også være med! Danmarks første rent økologiske supermarked ”Egefeld” åbnede den 16. juni på Gammel Kongevej 113 på Frederiksberg. Bag den nye butik står ejeren/købmand Jesper Schimming, som har fået inspirationen til det ny supermarked fra New York. Egefeld har et sortiment på ca. 3.000 varenumre og foruden supermarked indeholder butikken også en mindre café, hvor der serveres kaffespecialiteter samt friskpressede juicer. I forhold til andre forretninger som også forhandler økologiske produkter er det nye hér, at der forhandles mange forskellige varer indenfor samme kategori, f.eks. mælk fra tre-fire mejerier.

Check http://www.egefeld.dk/

 

Nyd solen mens den endnu er her, Anne B. og Peder

 

 

 

 

 

Indhold

1. Hvor hot er den økologiske sektor? - ”Gå-hjem-møde” 30/8 Kbh og 31/8 Århus

2. Potentiale for dyrkning af medicinalplanter i Danmark, 3. april 2006

3. International økologikongres i Odense, 30. – 31. maj 2006,

4. Tur til Orø Urtehave, 27. juni

5. Tur til Strynø 23.-24. september

6. Kalender

 

NB: for den travle læser… indholdsfortegnelsen har link til de enkelte emner i medlemsorienteringen. Brug ctrl+klik på musen eller blot klik på musen – alt efter hvilken version af tekstbehandlingsprogram du sidder med.

 


1. Hvor hot er den økologiske sektor? - ”Gå-hjem-møde” 30/8 Kbh og 31/8 Århus

Sammen med Det Økologiske Råd og Økologisk Landsforening indbyder vi til møde om status i den økologiske sektor samt udfordringer for udviklingen globalt, i EU og i Danmark.

 

København: Torsdag d. 31. august fra kl. 17-20 på KVL i festauditoriet Bülowsvej 17, Frederiksberg. Tilmelding senest den 29. august til Dorte Ernst på mail: dorte_ernst@sol.dk

 

Århus: Onsdag d. 30. august fra kl. 16.30 -19.00 i mødelokalet hos Økologisk Landsforening, Frederiksgade 72, Århus. Tilmelding senest den 28. august til xx på mail: xx

 

Emnerne for møderne vil være:

 

·         Globale udfordringer - Er økologi svaret på Afrikas sultproblemer?

København: Oplæg ved Henning Høeg, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Århus: Oplæg ved Aage Dissing, Forbrugerudvalget ØLF.

 

·         EU og økologi - Hvordan går det med den europæiske aktionsplan?

København og Århus: Oplæg ved Henrik Dam Kristensen (MEP).

 

·         Danmark - Supermarkeders udbredelse af økologiske varer – til gavn for forbrugerne?

København og Århus: Oplæg ved Paul Rye Kledal, Fødevareøkonomisk Institut

 

Begge møder afsluttes med sandwich og drikkevarer.

 

Du kan finde yderligere informationer på følgende hjemmesider:

Økologisk Landsforening: www.okologi.dk

Økologisk Forum: www.oekoforum.dk

Det Økologiske Råd: www.ecocouncil.dk

til top

 

2. Potentiale for dyrkning af medicinalplanter i Danmark, 3. april 2006

Ref.: Hanne Spühler og Anne Bay

  Til aftenens debatarrangement havde vi inviteret to foredragsholdre:

Lars Porskjær Christensen, Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Råvarekvalitet, Forskningscenter Årslev, larsp.christensen@agrsci.dk.

Titel på foredrag: Medicinalplanter i Danmark. Medicinsk anvendelse, aktivstoffer og dyrkning

  Ina Giversen, hortonom, eget firma Plantepartner, inagiversen@tele2adsl.dk

Titel på foredrag: Plantemedicin – lovgivning og dokumentation

 

Yderligere information om aktiviteter indenfor plantemedicin på Fyn kan findes på Udviklingscenter Aarslevs hjemmeside: www.ucaa.dk

 

Hvorfor er plantemedicin interessant i dag?

I befolkningen er der et øget ansvar for og bevidsthed om sundhed og et behov for at komme tilbage til naturen. Naturlægemidler giver færre bivirkning i forhold til konventionelle lægemidler samtidig med, at de er billigere at fremstille.

 

Fremtidsperspektiver for dyrkning af medicinplanter i Danmark

Danske forskere (herunder Lars ) på udviklingscenter Aarslev arbejder på at finde planter, der egner sig til danske dyrkningsforhold samtidig med, at de kan klare sig i konkurrencen fra Østeuropa og Tyskland. I disse lande dyrkes meget store arealer med medicinplanter og derfor kan der produceres til en helt anden pris end danske landmænd. De danske omkostninger er generelt for høje inden for alle områder. Selvom vi har højere mængde af indholdsstoffer, bliver dette ikke prioriteret i dag, da EU og Dansk Lægemiddelinstitut ikke kræver dokumentation heraf. Eneste krav i dag er et markørstof, der dokumenterbart hele tiden har samme niveau.

Projekterne har fokus på at finde frem til potentielle medicinalplanter, der kan forebygge og afhjælpe følgevirkninger af de store folkesygdomme (sukkersyge, hjerte-kar-sygdomme, kræft, immunsystem relaterede sygdomme, fedme).

Danske landmænd i hele landet er meget interesserede i at tage nye afgrøder ind i deres produktion, men det skal være noget unikt for Danmark.

Her er Ginseng en solstrålehistorie, da den i de lande hvor den dyrkes indenfor en kort årrække inficerer jorden med en svampesygdom, der kræver udbredt brug af sprøjtemidler. Derimod har der under danske dyrkningsforhold (økologiske) indtil videre ikke vist sig nogen problemer.

 

Hyben: Er et andet godt niche produkt, som danske avlere er blevet gode til at producere. Adskillige kliniske studier har dokumenteret Hybens virkning over for Slid- og Leddegigt. Anti-inflammatorisk galaktolipid i Hyben hæmmer de hvide blodlegemer, som er medvirkende årsag til gigten, da de nedbryder brusken rundt om leddene. Hyben er oplagt at dyrke økologisk, da forsøg med gødning og vanding ikke giver et merudbytte samtidig med, at indholdet af aktivstoffet er uændret.

 

Rødkløver: For økologiske avlere er rødkløver en naturlig afgrøde i sædskiftet og nu er det samtidig påvist, at Rødkløver har et højt indhold af Isoflavonoider (phytoøstrogener). Disse virker mod hormon-inducerede tilstande/sygdomme så som overgangsalder, forskellige kræftformer (bl.a. modvirkes et for højt østrogenindhold) og hjerte-kar-sygdomme.

 

Hvilke medicinplanter & -aktivstoffer, som vi interesserede i at dyrke?

Plantenavn

Sygdom

Aktivstof

Kinesisk malurt

Feber og malaria

Artemisinin, Artemether

Fingerbøl

Hjertestop og hjerteflimmer

Digitoxin, Digoxin

Taks

Kræft i æggestokke, bryst- & lungekræft

Taxol

Fodblad

Kønsvorter

Podophyllotoxin

Pil

Smertestill., anti-inflamm., betændelse

Salicin, Salocortin

Perikon

Mild depression, Parkinson, HIV?

Hyperforin derivater, Hypericin, pseudohypericin

Hvidtjørn

Hjertekrampe

Muligvis Flavonoider

Baldrian

Uro og nervøsitet; beroligende effekt

Valtrat, isovattrat

Rød Solhat

Forkøelse, virus infektion, bakterier

alkamider, cikoriesyre (fenolske syre)

Matrem

Migræne, tandpine, gigt, blodfortynd.

Parthenolid

Marietidsel

Leversygdomme, afgiftning

Silybin

Rødkløver

Overgangsalder, kræft, hjertekarsygdom

Isoflavonoider, daidzein

Timian+Oregano

Betændelse, svamp, bakterier

Thymol

Stornælde

Gigtlidelser, allergi

Flavonoider, æblesyre,(fenolske syre)

Ginseng

Diabetes II, blodtryk, mavekatar

Ginsenosider, polyacetylener og polysaccharider

Hyben

Slid- og leddegigt

Galaktolipider

 

Eksempler på godkendte naturlægemidler

Hyben, Hestekastanie, Pebermynte, Perikon, Gingo Bilbao, Tranebær, Baldrian og Hørfrø.

 

Økologiske kontra konventionelle dyrkningssystemer i relation til sekundære metabolitter

Behov for grundlæggende forskning til afklaring af økologiske dyrkningsmetoders indflydelse på produktionen af sekundære metabolitter. Generelt eksisterer meget få undersøgelser omkring dyrkningsfaktorernes (økologiske) indflydelse på produktionen af sekundære metabolitter. Brug af pesticider er også set at have indvirkning på produktionen af sekundære metabolitter. Visse undersøgelser tyder helt klart på, at forskellige økologiske dyrkningsmetoder har en betydning på produktionen af sekundære metabolitter – men hvor stor er stadig uafklaret!

 

Udfordringer for producenter

Grundige studier betaler sig ikke pga. manglende muligheder for patentering. Det er svært at tiltrække nye investorer pga. den uklare lovgivning omkring godkendelse af nye produkter. Der er ikke lige vilkår for producenter i de forskellige EU-lande. Det er svært at få nye produkter ind på markedet. Produktet skal have være brugt 15 år i EU (Traditionelt plantelægemiddel). Hvordan godkendelse i fremtiden kan lade sig gøre, er en ny revision i EU ved at se på.

 

Problematik

Problemer ved naturmedicin er, at indsamlingen af planter kan true sjældne arter og der desværre findes tilfælde af fup og svindel, som pletter området.

Naturlægemidler kræver et højt dokumentations niveau, der skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen, men der er mangel på videnskabelige resultater. Midlerne virker forholdsvis langsomt, en virksom effekt på 2-3 måneder er ikke usædvanlig. 

Der er endnu problemer med masseproduktion og standardisering samt dårlige muligheder for patentering. Produktion af naturlægemidlerne kan være svær, da planternes indhold af aktivstoffer ikke er stabil, men svinger.

Det stigende forbrug af naturmedicin betyder, at der bliver drevet rovdrift på helsebringende urter. De vilde planter verden over er truet. Korea er ved at udgå for Ginseng og Tyrkiet er ved at mangle lakridsrod. Mellem 1.000 og 4.000 arter er i fare for at blive udryddet af naturlægemiddelindustrien.

til top

 

3. International økologikongres i Odense, 30. – 31. maj 2006,

Ref.: Dorte Ernst og Lise Walbom Christiansen

 

Der var over 1.000 landmænd, fødevareproducenter, forskere, forbrugere og detailhandelsfolk fra 45 lande samlet om økologi i nutid og fremtid. Der var en meget bred vifte af tilbud med et fagligt mødeprogram med 79 temamøder fordelt på 5 mødeblokke (heraf 44 engelske og 35 danske møder), og fire fælles debatter. Det fyldige mødeprogram skyldes blandt andet, at 16 EU-forskningsprojekter havde valgt at formidle udvalgte resultater på en række møder.

Samtidig var et kæmpe udstillingsareal med maskiner, posters og smagsprøver på økologiens herligheder, en vigtig del af mødet mellem de forskellige aktører. For dem der ikke var tilmeldt kongressen, var der mulighed for gratis foredrag for uddannelsesinstitutioner, en præsentation af forskningsprojekter i udstillingstiden samt gratis adgang for offentligheden til udstillingen.

Et nyt tema der blev introduceret på kongressen ved et temamøde var ”Rene linier”, som er en fordanskning af Fair Trade tankegangen. Fair Trade er slået fast over for forbrugerne som en certificeret handel med produkter fra producenter i udviklingslande, hvor producenten sikres en minimumspris for varerne og dermed sikres mulighed for luft til at arbejde med miljø- og arbejdsforhold. Derfor kan denne definition måske virke lidt søgt på vores breddegrader. Men fakta er, at vores hjemlige landmænd heller ikke kan udvikle sig, når økonomien alene bliver styrende for handlingerne. En stor del af værditilvæksten ligger i ledene efter producenten. Der er derfor en gruppe personer i Økologisk Landsforening, der har taget initiativ til at finde ud af, hvordan vi kan arbejde med begreberne under danske forhold. ”Rene Linier” er en arbejdstitel og bedre bud er velkomne. Nogle af de nøgleord der arbejdes med er etisk ansvar, forbrugernes tillid/sikkerhed, miljøhensyn, dyrevelfærd og sikring af producenternes økonomiske forhold.

Under temamødet flød snakken og idéerne i en lind strøm, og nu skal der arbejdes videre på ideerne i regi af Økologisk Landsforening. Har du idéer eller lyst til at komme med input så giv besked til dorte_ernst@sol.dk .

til top

 

4. Tur til Orø Urtehave, 27. juni

Ref.: Hanne Spühler

 

Vi var 16 jordbrugsakademikere fra hele Sjælland denne skønne sommeraften, hvor valmuerne og kornblomsterne blomstrede på markerne i helt farveorgie.

Efter at have hørt foredraget i foråret på KVL om medicinplanter (se referat ovenfor), var vi mange, der gerne ville se, lugte og føle urterne i deres naturlige omgivelser. Valget faldt på Orø Urtehave, da de kan tilbyde både medicinplanter, krydderurter og snapseurter, der ikke bare er økologisk dyrket, men også biodynamisk. Vi blev vist rundt af havens grundlægger Hanne Oustrup, der fortalte, at grundlaget for valget af de medicinplanter, der vokser i haven stammer fra Kenn Lunn www.angelica-klinik.dk, der er en af de dygtigste personer på området om naturmedicin. Haven er inddelt i mange mindre bede, hvor urter med samme effekt overfor sygdomme, vokser sammen. Eksempelvis står alle planter, der er virksomme overfor urinvejssygdomme i et surbundsbed. I et andet bed er alle planter virksomme overfor luftvejssygdomme, eksem og allergi, søvnløshed med flere. Der var nok at se og høre om.  Vi kunne senere på egen hånd gå rundt i haven og låne bogen Orø Urtehaves farmakopè, der beskrev, de enkelte urters virksomme egenskaber. Urter anvendes i øvrigt bedst i te.

til top

 

 

5. Oplevelsestur til Strynø og Smakkecenter – 23.-24. september

Vi er ved at lægge sidste hånd på en spændende tur. Fra fredag sidst på eftermiddagen til lørdag først på aftenen. Vi tager afsted fredag sidst på eftermiddagen og overnatter et interessant sted på Fyn – det er ikke afgjort præcist hvor endnu. Lørdag morgen drager vi til Stynø og får en rundvisning på Smakkecentret af naturvejlederen.

Derefter skal vi ud at sejle med en gamle kreaturpram, der blev bygget til sejlads med dyr til sommergræsning på de øde øer. Kreaturprammen er formodentlig den sidste bevarede i Danmark af sin slags. Vi tager et stop på Strynø Kalv. Øen afgræsses af økologiske får, der passes af et

afgræsningsselskab. Øhavets græsningsselskab er et pilot- og demonstrationsprojekt, hvor det primære formål er naturpleje ved afgræsning af øer og holme i Det sydfynske Øhav.

På sejltur er der mulighed for at oplev øhavets sæler og det fredede fugleliv. Vi skal sejler i den lavvandede del af øhavet, hvor prammen altid har sejlet.

Øhavets Smakkecenter er en selvejende institution, som har til formål at formidle det Sydfynske Øhavs natur- og kulturhistorie. Se mere om centret på: www.smakkecentrer.dk / www.strynoe.dk. Adressen til centret er: Strynø Brovej 12, Strynø, 5900 Rudkøbing, Tlf.: 6251 5599

 

Prisen for turen inkl. transport fra Kbh., overnatning på Fyn og rundvisning + sejltur bliver omkring 400 kr. – men ca. 250 for studerende. Jo flere vi er jo billigere (og sjovere) bliver turen, så vi håber, at der er mange, der gerne vil deltage. De nærmere detaljer om turen bliver udsendt senere, men vi er meget interesserede i at få tilkendegivelser om deltagelse allerede nu: dorte_ernst@sol.dk.

 

til top

 

6. Kalender

 

August

30/8 og 31/8: Oplæg til Økologiugen. Se mere ovenfor.

 

September

Oplevelsestur til Strynø Kalv med overnatning – 23.-24. september

Se mere om turen ovenfor.

 

Oktober

Besøg på Det Europæiske Miljøargentur

Det Europæiske Miljøagentur (EEA) er det EU-organ, som har til formål at støtte en bæredygtig udvikling og bidrage til at opnå væsentlige og målelige forbedringer i Europas miljø ved at formidle aktuelle, målrettede, relevante og pålidelige oplysninger til de politiske beslutningstagere og offentligheden. I oktober planlægger vi at besøge EEA for at få en generel introduktion til agenturets arbejde samt høre nærmere om, hvilke projekter EEA har iværksat indenfor landbrug og miljø. Nærmere info om agenturet findes på: http://eea.europa.eu

 

November

Fredag 17/11. Generalforsamling og julehygge.

 

Næste medlemsorientering – oktober

Hvis du har noget, du gerne vil have med i næste medlemsorientering, skal du sende det på mail til agb@geogr.ku.dk. Deadline er den 1. oktober 2006.            til top